mandag den 28. januar 2013

Det virkede sidste år..

Hende her skal repræsentere Danmark..
Nå..

Det gik jo ikke helt, som jeg havde håbet, det grand prix.

Pigen uden sko vandt. Popbragene tabte og stakkels Simone græd af skuffelse, imens drengen, der hverken kunne danse eller synge, fik ros og en andenplads.

Ikke et pletskud fra DR. Ej heller super tjekket, at hverken speaker eller de tre værter havde forstået, at finalen ikke afholdes i Stockholm, men derimod i Malmö. Jeg kunne også godt have undværet Lassen-Kalkes ”girl next door” charmeforsøg, som her 15 år efter Anja&Viktor ikke rigtig er fedt mere. Jeg havde også gerne været foruden, at man helt tydeligt ikke havde skaffet de originale grandprix-rekvisitter (stortrommen, gyldne sko osv.), som en del af pauseunderholdningen drejede sig om. Det er simpelthen for dumt.

Når det så er sagt, så var det en rigtig flot show! De tre værter var søde og velfungerende, tv-produktionen var flot og godt sammensat, og ikke mindst sceneshowet var lækkert. Og jo! Der var dansere på scenen, som faktisk fungerede med sangene og ikke bare kørte på rulleskøjter eller dansede vilkårlig hiphop.

Jeg har genset og lyttet på vindersangen, og den er nu ikke helt dum. Det er bare en skam med stylingen. Det uglede hår, den flagrende kjole og de bare tæer vandt ESC sidste år. Netop derfor skal vi så ikke sende det samme af sted i år.Dumt dumt.

Kate Hall
Hellere havde jeg set Kate Hall i Malmö. Hun sang overbevisende og trods en smule nervøsitet og en snublen på scenen, leverede hun et voldsomt catchy ”låh-åh-åh-åh-åhuun”-omkvæd, fællesdans og kostumeskift.

Albin
Min anden favorit, Albin, var der ikke rigtig nogen, der troede på, trods et lækkert show og en god sang. Det kunne ellers også ha været et godt bidrag til ESC.

Simone skal ikke repræsentere Danmark



Storfavorit Simone var virkelig lækker og gav den gas, men af en eller anden grund døde sangen i c-stykket i stedet for at løfte. Derfor kom salsa-popbraget aldrig helt op i det røde felt, og Simone kunne få lov at stå med tårer ned ad kinderne foran hele Herning og muligvis millioner af seere og modtage laveste point 5 af 6 gange. 

Men men.. Endnu engang har Danmark (s Radio) sendt en ung pige med usikker stemme af sted for at konkurrere med topprofessionelle sangere med enorme budgetter.

DR kan med andre ord slippe bekymringen om at skulle afholde ESC 2014. Det er jo også sparetider.



Ingen kommentarer: